Kina Snak

  • Autor: Vários
  • Narrador: Vários
  • Editora: Podcast
  • Duração: 90:40:32
  • Mais informações

Informações:

Sinopse

Der er nu en Kina-faktor i alle globale beslutninger fra vores klima, til verdenshandel, menneskerettigheder eller internationale indsatser i Syrien. Derfor gælder det om at forstå Kina. Kina Snak forklarer hver uge Kinas rivende udvikling og indfanger Kina i det globale landskab.

Episódios

  • Kina buldrer frem, men glemmer vi at lytte?

    24/10/2019 Duração: 54min

    I syv år har Kina Snak som det eneste danske magasinprogram fodret danskerne med historier om verdens nyeste stormagt. Imens er Kinas betydning kun vokset. USA har med Trump i spidsen udpeget Kina som sin vigtigste rival, og vi ser konkurrencen mellem de to magter overalt, lige fra Grønland til Addis Ababa. Kina har taget hul på en teknologisk revolution, som tvinger vestlige virksomheder til at nytænke deres forretningsmodeller. Og Kinas økonomi er i dag blevet så stor, at den driver en tredjedel af hele verdens vækst. I denne sidste udgave af Kina Snak tegner Lene Winther et portræt af Kinas vigtighed i verden sammen med Christina Boutrup, journalist og forfatter, Ulrik Bie, økonomisk redaktør, Berlingske, og Andreas Bøje Forsby, forsker i kinesisk udenrigspolitik, Nordisk Institut for Asienstudier.

  • Hongkongs korsvej

    20/10/2019 Duração: 55min

    Lene Winther er rejst til Hongkong, hvor den politiske uro er trådt ind i sin fjerde måned og skaber stor splittelse i den gamle britiske kronkoloni. Undervejs er volden eskaleret, og den kommer både fra politiet og demonstranterne, som ødelægger butikker og restauranter, der støtter Beijing. Danskeren Thor Mårup fortæller, hvorfor han går på gaden for at støtte værdier, som vi tager for givet i Danmark. Du møder frontlinjedemonstranten Ly, som forsvarer sine radikale metoder. Bagefter giver demokrati-ikonet Joshua Wong sit bud på vejen frem. Kreativitet og kunst er en stor drivkraft i protestbevægelsen, fortæller Malene Haakansson, pressechef for Amnesty i Danmark. I en mørk aftentime fulgte hun en gruppe aktivister, som klatrede op på et bjerg for at bringe et af bevægelsens ikoner, statuen Lady Liberty, i sikkerhed. Til sidst fortæller den 17-årige gymnasieelev Nina Taudal Vinther, hvordan det har være at lande som udvekslingsstuderende midt i et historisk øjeblik for Hongkong.

  • Fra Xinjiangs lejre til fabrikker, det svenske eksperiment og Kina i ti ord

    13/10/2019 Duração: 55min

    USA strammer skruen om kinesiske selskaber og regeringsfolk, der har en aktie i undertrykkelsen af muslimerne i Kinas vestlige Xinjiang-provins. Rune Steenberg, antropolog og ekspert i uighurernes kultur, giver en status på uighurernes situation i dag. Kinas ambassade i Sverige har i halvandet år kørt en aggressiv kampagne mod navngivne svenske journalister, forskere og aktivister, der offentligt kritiserer Kina. Björn Jerdén, leder af Asien-programmet hos Utrikespolitiska Institutet i Sverige har kortlagt kampagnen, som ikke har gjort svenskerne mildere stemt over for Kina. Kan man beskrive Kina i kun ti ord? Det gør den kinesiske succesforfatter Yu Hua i sin bog, der netop er oversat til dansk. Forfatter og Kina-kender Holger Dahl anmelder bogen.

  • Kinas Don Juan, det corporate sociale kreditsystem og Salomonøernes valg

    19/09/2019 Duração: 54min

    Jin Ping Mei er en af Kinas største klassikere, en erotisk roman skrevet i 1500-tallets Kina, der følger den rige apoteker og Don Juan-figur Ximen Qing og hans liv med seks hustruer, utallige elskerinder og svirebrødre. Bogens oversætter Vibeke Børdahl fortæller om sit arbejde med den 10 bind lange roman og hvorfor den skal læses også i dag. Kinas omstridte sociale kreditsystem kommer også til at favne udenlandske virksomheder, men er man forberedt på den slags kontrol og overvågning? Mads Vesterager Nielsen, daglig leder af det danske handelskammer i Beijing, uddyber. Så har Taiwan mistet endnu en allieret i sin diplomatiske front mod Kina, nemlig Salomonøerne. Men hvorfor er det vigtigt at få støtte fra en lille, fattig østat med kun cirka 600.000 indbyggere? Michael Danielsen, formand for Taiwan Corner, forklarer.

  • Cambodjas forvandling, spioner på LinkedIn og det kinesiske dræberstof

    12/09/2019 Duração: 54min

    Byen Sihanoukville i Cambodja har forvandlet sig fra at være et fredeligt paradis for rygsæksrejsende til investeringslegeplads for kinesere, som har taget kasinoer, kriminalitet og byggeboom med. Gymnasielærer og freelancejournalist Lauritz Korfix Schultz har besøgt byen. Den danske ex-diplomat Jonas Parello-Plesner fortæller om dengang, kinesiske agenter forsøgte at rekruttere ham over LinkedIn, og hvordan Kina bruger indflydelseskampagner verden rundt. USA står midt i historiens værste narkoepidemi, og stofferne kommer fra Kina. Kinas dødeligste eksportvare er det syntetiske stof Fentanyl, som dræbte musikeren Prince i 2016 Den prisvindende, undersøgende journalist Kathleen McLaughlin har kortlagt stoffets vej fra Kina til USA.

  • Trump, Grønland og truslen fra Kina

    05/09/2019 Duração: 53min

    USAs præsident Trump leger med tanken om at købe Grønland. Men hvad driver interessen? Handler det militærtrusler fra Rusland eller er det i virkeligheden for at holde Kina ude af Arktis? Jeg spørger Camilla Nørup Sørensen, lektor ved Forsvarsakademiet. Frygten for kinesiske selskaber på råstofjagt i Grønland går ofte på, at de blæser på menneskerettigheder og lokalsamfundet, men virkeligheden er en anden, fortæller Karin Buhmann professor ved CBS i Business & Human Rights. Så dykker vi ned i et mineprojekt i Kvanefjeld ved Narsaq, hvor kinesiske penge er på spil. Her håber det australske mineselskab GME på tilladelse til at gå i gang med at udvinde såkaldte sjældne jordarter. Jeg taler med John Mair, administrerende direktør for GME og Mariane Paviasen, lokal fra Narsaq, som er modstander af mineprojektet.

  • Beijings røde linje, skraldekaos i Shanghai og for grim til Kina

    29/08/2019 Duração: 54min

    Protesterne i Hongkong har bred folkelig opbakning, og der er intet tegn på, at de har tænkt sig at stoppe. Udbryder der for alvor kaos i Hongkong, kan Kinas kommunistparti blive tvunget til at gribe ind. Det fortæller Kjeld Erik Brødsgaard, professor i Kina-studier fra CBS, som er aktuel med en ny bog om Kina. I Shanghai skal man lære at sortere skrald, og det har sat byen på den anden ende. Magnus Jorem, kontorchef for Nordic Centre ved Fudan Universitet, beretter fra fronten. For første gang vælger Marvel en asiatisk superhelt i hovedrollen i sin kommende film. Men Kinas netbrugere synes, at kinesisk-canadiske Simu Liu er for grim. Vi diskuterer skønhedsidealer i Kina versus Vesten med Casper Wichmann, koordinator for tænketanken Thinkchina, og Jianing Ye, som er født i Shanghai og bor i Danmark i dag.

  • Paraplyer i Hongkong, Twitters forbud og Shanghais stjernebørs

    22/08/2019 Duração: 55min

    Vi frygter for Hongkongs frihed. Sådan lød det fra demonstranterne på gaden i Hongkong sidste søndag, hvor cirka en fjerdedel af byens indbyggere var mødt frem i endnu en massedemonstration. Mød dem i starten af programmet. Den danske forretningsmand Morten Lok bor i Hongkong med sin familie og fortæller, hvordan de oplever den politiske uro, som har sat byen på den anden ende. Twitter og Facebook har smidt kinesiske profiler på porten, fordi de ifølge tech-giganterne spreder misinformation om uroen i Hongkong. Aske Kammer, lektor ved IT-universitetet, uddyber sagen. Shanghai har åbnet en ny aktiebørs for hypede tech-aktier. Børsen støtter Kinas ambitioner om at blive en førende tech-magt, siger Allan Von Mehren, Kina-analytiker i Danske Bank.

  • Hongkongs uro, tibetanske nomader og det forsvundne Taiwan

    18/08/2019 Duração: 55min

    Lene Winther er rejst til Hongkong, hvor den politiske uro eskalerer i disse dage. Bagefter fortæller Mads Vesterager Nielsen, daglig leder af det danske handelskammer i Beijing, om sit møde med de tibetanske nomader, der lever på kanten af civilisationen i højsletterne i Kinas vestlige Sichuan-provins. Her kom han blandt andet i nærkamp med en lokal Yak-okse. Til sidst fortæller Radio24syvs undersøgende journalist Thomas Foght om sin seneste historie om København Zoo, der har fjernet Taiwan fra et landkort i pandahuset. En kinesisk delegation var utilfreds med, at Taiwan var markeret med en anden farve end resten af Kina.

  • Sindberg - den danske Schindler

    11/08/2019 Duração: 55min

    I dagens program skal du fordybe dig i historien om Bernhard Arp Sindberg, som bliver kaldt for det danske svar på Schindler. Han er en ung eventyrer, der i 1930erne flytter til Østkina for at prøve lykken. I 1937 bliver han opsynsmand for F. L. Schmidts fabrik uden for Kinas daværende hovedstad Nanjing. Imens er en blodtørstig japansk hær i gang med at indtage Nanjing. Sindberg åbner fabrikkens porte og skærmer de civile kinesere mod japanernes rædsler - og redder dermed tusindvis af liv. Peter Harmsen fortæller Sindbergs historie. Han er forfatter, Asienmedarbejder ved Weekendavisen og aktuel med bogen Sindberg - Den danske Schindler og Nanjing-massakren 1937-38.

  • Europas selvtillid og kærlighed i Taiwan

    14/07/2019 Duração: 55min

    Jens Eskelund har boet i Kina i over tyve år, er kinesisk gift og taler sproget flydende. Og så er han senior director for Mærsk China Limited. Han opfordrer os europæere til at have mere selvtillid og insistere på vores egne værdier over for det fremadstormende Kina. Bagefter fortæller Michael Danielsen, formand for Taiwan Corner, hvorfor Taiwan er blevet det første land i Asien, der tillader homoægteskaber. Han er selv gift med en mand fra Taiwan, der først sprang ud overfor sin familie for tre år siden.

  • Hærgen i parlamentet, våbenhvile ved G20 og spioner i telefonen

    04/07/2019 Duração: 54min

    De seneste ugers demonstranter i Hongkong tog en dramatisk drejning 1. juli, da en gruppe unge stormede og hærgede det lokale parlament. DRs Asienkorrespondent Philip Khokhar fulgte demonstrationerne og giver sit bud på, hvor det efterlader de seneste ugers massedemonstrationer med krav om mere frihed fra Kinas kommunistparti. Kina var vinderen, da der blev indgået en ny våbenhvile i handelskrigen mellem Kina og USA efter Xi og Trumps møde ved G20 i Osaka. Ulrik Bie, økonomisk redaktør på Berlingske, forklarer. Turister på besøg i Kinas vestlige Xinjiang-provins får installeret en hemmelig spion-app på deres telefon, når de krydser grænsen. Anders Kjærulff, vært på programmet Aflyttet, er med.

  • Træf ved G20 og Hongkongs kamp

    27/06/2019 Duração: 55min

    Xi Jinping møder Donald Trump for første gang i syv måneder ved weekendens G20-topmødet i Osaka. Men rivaliseringen mellem Kina og USA spidser til, og forholdet er på frysepunktet, fortæller Andreas Bøje Forsby, forsker i kinesisk udenrigspolitik, NIAS, Københavns Universitet. Så er Kina Snak rejst til Hongkong for at undersøge, hvad der ligger bag de seneste ugers massedemonstrationer - de største i byens historie. Protesterne handler om at sige nej til Beijings indflydelse, lyder det fra flere fronter. Interviews med førstegangs-demonstrant Katie Lam, forlægger Bao Pu, politiker Michael Tien, aktivist Bonnie Leung og Stig Thøgersen, professor emeritus, Kina-studier, Aarhus Universitet.

  • Deep fake, det belgiske dilemma og spændt år i Taiwan

    20/06/2019 Duração: 52min

    Det er blevet døbt fake news på steroider. Og nogle mener, at det kan blive fremtidens nye propaganda-våben for autoritære stater som Rusland og Kina. Rasmus Kjærgaard Rasmussen, lektor, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, RUC, fortæller om deep fake. Du skal også høre historien om en desperat uighur-familie, der søgte tilflugt på den belgiske ambassade i Beijing. Men her blev de sendt i armene på det kinesiske politi, fortæller Rune Steenberg, antropolog og ekspert i Xinjiang fra Københavns Universitet. Det kommende år kan blive farligt for Taiwan og dens 24 millioner indbyggere. En cocktail af ønsketænkning i Beijing, Washington og Taipei kan være det, der skal til for at udløse en militær konflikt, fortæller professor i Kina-studier Peter Gries fra Manchester Universitet.

  • Pentagons plan, overdreven frygt for Kina og Hongkongs vrede

    13/06/2019 Duração: 53min

    USAs forsvarsministerium Pentagon er klar med sin nye Asien-strategi, og målet er at inddæmme Kina. Udenrigsredaktør på kongressen.com Philip Christian Ulrich har nærlæst rapporten og giver os hovedpointerne. Frygten for Kina er stærkt overdrevet og kommer, fordi USA selv frygter at blive overhalet indenom af kineserne. Det fortæller Clemens Stubbe Østergaard, seniorforsker fra NIAS, som har fulgt Kina de seneste 40 år. Sidste søndag gik op mod en million Hongkong-borgere på gaden i vrede over en ny lov om at udlevere mistænkte til retsforfølgelse i Kina. Jeg taler med den unge demokratiforkæmper Nathan Law. Bagefter fortæller Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent, DI, hvad loven kan betyde for erhvervslivet i Hongkong.

  • 30 år efter Tiananmen: Historien som Kinas styre ikke vil fortælle

    06/06/2019 Duração: 55min

    Det er 30 år siden, at det kinesiske styre 4. juni 1989 satte Folkets Befrielseshær ind mod sin egen befolkning for at sætte en blodig stopper for de ellers fredelige demokrati-protester i Beijing. Hundredvis, måske endda tusinder, mistede livet i gaderne omkring Den Himmelske Freds Plads. I dag forsøger Kinas styre at slette massakren fra historiebøgerne. Gæsterne idag var i Beijing i dagene enten før, under og efter; Mette Holm, journalist og Kina-kender, Carsten Boyer Thøgersen, direktør for Copenhagen Business Confucius Institute, Stig Thøgersen, professor emeritus, Aarhus Universitet, Zhou Fengsuo, daværende studenterleder og Bo Helldén, lektor hos Beijing Foreign Studies University.

  • Den første kineser i Nuuk

    31/05/2019 Duração: 53min

    Hannah Olsen på 19 går på gymnasiet i Nuuk og har set de stadigt flere kinesiske turister indtage hendes hjemby Ilulissat i Grønland. Nu rejser hun selv til Shanghai for at lære at tale kinesisk, så hun kan bygge bro mellem Kina og Grønland. Mød hende i Kina Snak, som sender andet program fra Grønlands hovedstad Nuuk. Stormagterne USA og Kina skærper kampen om indflydelse i Arktis, hvor isen smelter og åbner op for nye søruter men også nye sikkerhedspolitiske udfordringer. Hvordan oplever man stormagternes interesse, når man bor i Grønland? Med i programmet er Sara Olsvig, programchef for Unicef i Grønland, Rasmus Leander Nielsen, adjunkt, Grønlands Universitet, Hannah Olsen, gymnasieelev og Li Ya, Nuuks måske første kineser.

  • Kampen om Grønland

    24/05/2019 Duração: 52min

    Kina Snak er rykket til Grønland, der er blevet skueplads for en stormagtsdyst mellem USA og Kina. Kina har indlemmet Arktis og fremtidens nye sejlruter i sine storstilede planer om at skabe en ny silkevej, mens amerikanerne med al magt forsøger at spænde ben for kinesernes indflydelse. Midt i det står grønlænderne med gryende tanker om selvstændighed og sukker efter investeringer og vækst. Hvordan mener de, at Grønland skal håndtere det nye stormagtsspil? I Nuuk til konferencen Future Greenland taler jeg med militæranalytiker Henrik Breitenbauch og de grønlandske politikere Tillie Martinussen, Samarbejdspartiet, Pele Broberg, Partii Naleraq, Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit, samt den tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist

página 1 de 5